Danske Grafikere er sammenslutningen af kunstnere med et særligt kærlighedsforhold til det trykte billede som billedkunstnerisk udtryk. I 2009 er det hundrede år siden man første gang organiserede sig efter denne præference. Samme år fejres et 15 års jubilæum for Danske Grafikeres Hus i Sølvgade 14 i Københavns centrum. Stedet er centrum for foreningens virke, som også består i afholdelse af skiftende udstillinger samme sted. På www.danskegrafikere.dk fås det fulde historiske og aktuelle overblik.
Disse runde år har været med til at igangsætte nærværende bog, som fylder et hul på en lille menneskealder, fra sidst foreningen, med bogen ”Dansk Grafik - gennem 25 år”, udgav en samlende manifestation af medlemmernes virke.
Her er en ny brik, ved siden af denne klassiske mursten. For at komme tæt på grafikkens væsen - også i bogens form - har bidragyderne haft bundne hænder til udførelsen. Bogen lugter af tryksværte, også om en menneskealder!

Vi har ikke villet se trykningen som en forringende reproduktion af en original. Derfor er deltagerne blevet bedt om at udarbejde forlæg direkte til bogen, således at værket først opstår når bogen er trykt. Den enkelte har haft mulighed for at arbejde med fra 1 til 4 farver ud af samlet 9 mulige farver. De enkelte farver har skullet afleveres udskilt fra hinanden i sorte flader, for så først at mødes igen som sværte på papir i trykprocessen. Bogen er – i lighed med det meste der udgives – trykt i offset, en industriel udgave af det klassiske litografiske princip.

Bogens tekster er forfattet ud fra forskellige meget læseværdige positioner:
Forfatteren Peter Laugesen går på en gang geologisk og insektsprællende ind over grafikken som en livets streg.
Forfatter og billedkunstner Erik Steffensen skriver sig, efter 9 år som professor på grafisk afdeling på Det Kongelige Danske Kunstakademi, ud af Mangfoldighedens Noahs Ark.
Maleren og grafikeren, tidligere formand for Danske Grafikere, Bjarne Werner Sørensen perspektiverer arbejdet med grafikken i en nutidig kunstscene der arbejder på tværs af de billedkunstneriske udtryksmidler.

”Forenkling og reduktion forstærker den visuelle gennemslagskraft og bærer historien i billedets egen form”, skriver Bjarne WS, om en anden kunstner.
Lad det være et udsagn der gælder bogen som helhed.

Alle deltagende billedkunstnere kender magien i at se sit værk opstå som færdigt tryk, med den tilvækst i autenticitet og uigenkaldelighed som er grafikkens særkende.
Tak for tilliden til, at det kan lykkes at lave en bog ud fra de samme præmisser.
Tak til Jubilæumsudvalget, Jørgen Willerup, Dorte Øckenholdt, Susanne Helweg, Jens Uffe Rasmussen, Karen Appel, Susanne Wellm og Michael Isling.
Tak til Åse Eg for at bistå med et samlende flow gennem bogen, og tak til nedennævnte fonde og virksomheder, der udover deltagernes egenbetaling, har gjort bogen mulig:

Billedhuggeren, Professor Gottfred Eickhoff og hustru, Maleren Gerda Eickhoff's Fond. Politiken Fonden. Opretshavsfonden i Billedkunstnernes forbund. Lademann's Fond. Billedkunstudvalget, Kunststyrelsen. Ny Carlsbergfonden. Højesteretssagfører Davids Legat for Slægt og Venner. Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond.

Bogudvalget: Peter Tang, Aase Charlotte Lundquist, Mogens Nørgård, Bo Mølgaard.