Ekko
Bo Mølgaard, Danske Grafikeres Hus, Sølvgade 14, 1307 Kbh. K
Gangtunnel ml. Sølvgade og Kongens Have: Print
Danske Grafikeres Hus: Fotogravure og lyd
Fra udstillingslokalet er der indblik over muren til naboen, Kongens Have. Her står Axel Hansens skulptur Ekko og lytter op mod bygningen, længselsfuld efter at indoptage noget, der kan give hende en betydende stemme. For hun er dømt til kun at kunne gentage, hvad andre før hende har sagt. Sådan er det i Ovids Forvandlinger - Alting har en konsekvens og alting hænger sammen. Udenfor og indeni. Tæt på og langt væk.
Visningen i gangtunnelen er aflyst p.g.a. renovering. Enkelte af værkerne har i stedet sneget sig ind over trappen:
1,2,3:
Arcival Backlit print 190 x 94 cm
Arcival Backlit print 190 x 94 cm
4,5,6,7, 9,10,11,12:
Fotogravure, papirmål 80 x 61/61 x 80 cm. Plademål 35x63,5/63,5x 35 cm. Trykt på Arches 320 g bomuldspapir
Fotogravure, papirmål 80 x 61/61 x 80 cm. Plademål 35x63,5/63,5x 35 cm. Trykt på Arches 320 g bomuldspapir
8:
Uddrag af Ovids Metamorfoser, om Ecco og Narcissus, ekkoet af 4 generationers stemmer. Reallyd fra udstillingsrummet (publikums tale) samplet, og afspillet med forsinkelse.
Uddrag af Ovids Metamorfoser, om Ecco og Narcissus, ekkoet af 4 generationers stemmer. Reallyd fra udstillingsrummet (publikums tale) samplet, og afspillet med forsinkelse.
Udstillingen er støttet af Rådet for Visuel Kunst
Outro
Meget er i spil, faktisk mindst 3 udstillinger oven i hinanden. Dels tematikken Skala, at alting hænger sammen, og, hvad der kan udtrykkes lidt smart som Haven ind i Huset. Kongens Have er jo lige overfor. Og så den helt fysiske forbindelseslinje mellem Udenfor og Indeni, nemlig den henfaldne gangtunnel et par husnumre længere oppe af Sølvgade. Det perfekte sted at fortælle om netop grænsezoner, overgangen fra noget, til noget andet. Udstillingen er således defineret af stedet, med trykgrafik som bærende udsagn og med stedsspecifikke greb, lokalemæssigt og beliggenhedsmæssigt.
Skala
Tematikken er det åbenlyst banale sammenfald mellem stort og småt. Der er ingen visuel forskel på min huds mikrostruktur og lysstråler brudt i vand. Samme mønster. Alting hænger sammen. Stort ligner småt på afstand, og omvendt. Jeg kan ikke umiddelbart se forskel. Og det gør en forskel i verden, hvad jeg gør, og ikke gør – og jeg ved ikke nødvendigvis, hvad der er sandt og rigtigt; forstår baglæns og lever forlæns - med Kierkegaard i Kongens Have. Når stort og småt hænger sammen er det acceptabelt at skrabe i en lille flig af universet, om det så er et udsnit af din mindste tå. Jeg kan beskæftige mig med noget så nærliggende som min egen krop – grænsezonen mellem udenfor og indeni, min hud.
Tematikken er det åbenlyst banale sammenfald mellem stort og småt. Der er ingen visuel forskel på min huds mikrostruktur og lysstråler brudt i vand. Samme mønster. Alting hænger sammen. Stort ligner småt på afstand, og omvendt. Jeg kan ikke umiddelbart se forskel. Og det gør en forskel i verden, hvad jeg gør, og ikke gør – og jeg ved ikke nødvendigvis, hvad der er sandt og rigtigt; forstår baglæns og lever forlæns - med Kierkegaard i Kongens Have. Når stort og småt hænger sammen er det acceptabelt at skrabe i en lille flig af universet, om det så er et udsnit af din mindste tå. Jeg kan beskæftige mig med noget så nærliggende som min egen krop – grænsezonen mellem udenfor og indeni, min hud.
Ekko
Udstrøet i Havens rum er der gennem tiden plantet rumlige kunstudsagn, de fleste af dem forankret, siddende fast i, den tid de er skabt i. En prægtig kronhjort med dens undersåtter, en drabelig løve og nogen hædersskulpturer over markante danskere. Hørup suges ned i fundamentet i den ene ende og i den anden løfter H.C. Andersen afværgende hånden mod sit publikum. Så er der lige en Axel Hansens Ekko, der aktuelt står lyttende og kaldende op mod Sølvgade. For et par år siden dukkede hun frem imellem rododendroner og bunkers, nu står hun helt isoleret, igen. Hvilested for skader, og passageværk for de, der går på tværs af parken, lyttende med hele kroppen. Jeg tror hendes tavshed bliver hørt, også idag. Mennesket som en eksistens der kun kan fungere i dialog med sin omverden. Skovnymfen Ekko blev jo frataget denne mulighed, som straf for at have ladet sig bruge som afleder - besnakker konen, mens manden bedækker en anden. Hun dømmes til kun at kunne gentage hvad andre har sagt, kun at have en stemme, hvis andre har sagt det før hende. Så hendes egen tale må afvente at en anden siger det, som hun selv ønsker at sige.
Udstrøet i Havens rum er der gennem tiden plantet rumlige kunstudsagn, de fleste af dem forankret, siddende fast i, den tid de er skabt i. En prægtig kronhjort med dens undersåtter, en drabelig løve og nogen hædersskulpturer over markante danskere. Hørup suges ned i fundamentet i den ene ende og i den anden løfter H.C. Andersen afværgende hånden mod sit publikum. Så er der lige en Axel Hansens Ekko, der aktuelt står lyttende og kaldende op mod Sølvgade. For et par år siden dukkede hun frem imellem rododendroner og bunkers, nu står hun helt isoleret, igen. Hvilested for skader, og passageværk for de, der går på tværs af parken, lyttende med hele kroppen. Jeg tror hendes tavshed bliver hørt, også idag. Mennesket som en eksistens der kun kan fungere i dialog med sin omverden. Skovnymfen Ekko blev jo frataget denne mulighed, som straf for at have ladet sig bruge som afleder - besnakker konen, mens manden bedækker en anden. Hun dømmes til kun at kunne gentage hvad andre har sagt, kun at have en stemme, hvis andre har sagt det før hende. Så hendes egen tale må afvente at en anden siger det, som hun selv ønsker at sige.
Ovids forvandlingsfortællinger fra for snart 2000 år siden, fikserede det græske mytestof, med dets mylder af guder og naturkræfter. En gang kulturelt fælleseje, og dermed en mulighed for nogen århundreders kunstnere til at henvende sig til andre i en skabelon, der ikke var privat. Vel kun Ekko, og så Narcissos, har genkendelighed i dag?
De to er forbundne hos Ovid: Ekko forelsker sig voldsomt i den smukke Narcissos, som han går om der i hendes skov, men han afviser hende med stor afsky, lige som han afviser alle andre bejlere, mænd som kvinder. Han ejer ikke empati, lukket om sig selv, mens Ekko er spærret inde i kun at kunne give sig til kende som en matrice af omverdenens udsagn. ”Må du elske dig selv lige så håbløst som du har afvist andre” bliver Narcissus’ dom. Han tørrer ud og bliver til støv, fanget i vandets spejl, mens Ekko i sin uigenkaldthed tilsvarende bliver til kun knogler, der bliver til bjerge, der stadig har hendes stemme. Der er godt med vold og erotik og, som titlen angiver, forvandlinger i dette univers, hvor alt - planter, vandløb, planeter - har en dobbelt fremtrædelsesform som krop og som gestalt.
De to er forbundne hos Ovid: Ekko forelsker sig voldsomt i den smukke Narcissos, som han går om der i hendes skov, men han afviser hende med stor afsky, lige som han afviser alle andre bejlere, mænd som kvinder. Han ejer ikke empati, lukket om sig selv, mens Ekko er spærret inde i kun at kunne give sig til kende som en matrice af omverdenens udsagn. ”Må du elske dig selv lige så håbløst som du har afvist andre” bliver Narcissus’ dom. Han tørrer ud og bliver til støv, fanget i vandets spejl, mens Ekko i sin uigenkaldthed tilsvarende bliver til kun knogler, der bliver til bjerge, der stadig har hendes stemme. Der er godt med vold og erotik og, som titlen angiver, forvandlinger i dette univers, hvor alt - planter, vandløb, planeter - har en dobbelt fremtrædelsesform som krop og som gestalt.
Fotogravure
Det kræver et godt alibi at arbejde med fotogravure. Det er en tung og bekostelig proces, med risiko for at lande i kun noget gallerilækkert. Der skal en vinkel til, der ligger ud over det håndværksmæssigt diciplinerede, tiltrækningen i selve processen, fra tanke til matrice til uigenkaldeligheden, det absolutte, fikseringen i aftrykket. Forvandlingen fra huller i en plade til fikseringen, der har en foruroligende holdbarhed, langt ud over kroppens tid. 500 år gamle tryk ligner bevaringsmæssigt noget fra i formiddag. Som en tidskapsel ud i en mulig fremtid. Der kan ikke lige ændres noget, med mindre du går helt tilbage og laver en ny matrice.
Det fotografiske udgangspunkt er stackede billeder med forskellig dybdeskarphed, så trykket er sammensat af mellem 4 og 40 enkeltfotos lagt oven i hinanden.
Det kræver et godt alibi at arbejde med fotogravure. Det er en tung og bekostelig proces, med risiko for at lande i kun noget gallerilækkert. Der skal en vinkel til, der ligger ud over det håndværksmæssigt diciplinerede, tiltrækningen i selve processen, fra tanke til matrice til uigenkaldeligheden, det absolutte, fikseringen i aftrykket. Forvandlingen fra huller i en plade til fikseringen, der har en foruroligende holdbarhed, langt ud over kroppens tid. 500 år gamle tryk ligner bevaringsmæssigt noget fra i formiddag. Som en tidskapsel ud i en mulig fremtid. Der kan ikke lige ændres noget, med mindre du går helt tilbage og laver en ny matrice.
Det fotografiske udgangspunkt er stackede billeder med forskellig dybdeskarphed, så trykket er sammensat af mellem 4 og 40 enkeltfotos lagt oven i hinanden.
1,2,3.
Tiltænkt som del af et passageværk i gangtunnelen ind til Kongens Have. Tunnelen er lukket for renovering, så nu er passagen blevet en opstigning til 1. sal - med gelænderindsigt. Skulpturen Ekko som silhuet, printet på backlit film, hvor coatingen er skrabt væk, så materialet gør opmærksom på sig selv. Mund og øre i overstørrelse, så de næsten bliver en abstraktion.
Tiltænkt som del af et passageværk i gangtunnelen ind til Kongens Have. Tunnelen er lukket for renovering, så nu er passagen blevet en opstigning til 1. sal - med gelænderindsigt. Skulpturen Ekko som silhuet, printet på backlit film, hvor coatingen er skrabt væk, så materialet gør opmærksom på sig selv. Mund og øre i overstørrelse, så de næsten bliver en abstraktion.
4. Ekko. Giv hende et besøg, hun står halvvejs nede i Haven og længes efter at få sine ord tilbage.
5. Knoglebunke. (Ekko tørrede ind og blev til knogler, der blev til bjergene, hvor hun stadig kan høres).
6. Et lille udsnit af min mindste tå.
7. Siderne i Ovids Metamorfoser omhandlende Narcissus og Ekko, lagt oven i hinanden. Det der har stået skarpest på de enkelte fotos af opslaget er med på trykket.
8. Lydværket er en 14 minutters optagelse af forskellige aldres stemmer, der i loop gentager Ovids tekst om Ekko og Narcissos, efter at have fået den læst op, sætning for sætning. En oplæserstemme giver sig til kende et par gange i forløbet, så det er muligt at afkode princippet. Denne lyd afspilles i lydstyrke som almindelig tale i det ene hjørne af rummet. Publikums stemmer optages i den anden ende af udstillingsrummet og de afspilles med en forsinkelse, som et ekko.
9. Et stykke krop, lige over hjertet.
10. Hår- og skægstrå
11. Strube
12. Skovstykke