biler400

Stedet
Den har altid ligget der. Med hospitalet bagved og krematoriet og kirkegården foran. En forbilledlig logistik.
Min farmor frygtede at skulle ende sine dage der. Hendes egen mor havde måttet lade sig ydmyge ind i døden på dette sted. Men jeg kan stadig mærke den bløde hud og hendes varme pande i min håndflade, fra da jeg for mange år siden tog afsked med hende i kælderen deroppe.
Så der er en tyk aura af Memento Mori, når jeg vælger at lade bygningen, der i dag rummer ældreboliger, være indsamlingssted for private fotos.
Ønsket var at finde billeder der rækker ud over den personlige fortælling – at der i albummene, mellem slægterne, strandoptrinnene, familiefesterne og feriebillederne gemte sig udsnit, pletter, steder, punkter, farver, afstande som har en billedmæssig kvalitet.

Spilleregler
Jeg har i andre sammenhænge betjent mig af en sådan voldsom begrænsning - spilleregler – i mine udtryksmæssige muligheder.
Men det er nyt og grænseoverskridende for mig, at skulle ud og banke på hos folk for at kunne realisere et værk. (Og holder min påstand overhovedet - at kunne finde fotos der rækker ud over den private kontekst)?

Døden
Fotografiet lugter altid lidt af død. Dette at have fikseret en brøkdel af et sekund, stigmatiseret og frosset øjeblikket, for senere at kunne iagttage det fra en sikker afstand i en eftertid. Nuet konserveret og balsameret i tidslig udstrækning, og forsøgt genoplivet med blikket.
Fotografiet forsøger at fiksere tiden, og udsætte den endelige død.
Selve konserveringen er ikke nødvendigvis ubegrænset. Mange farvefotografier fra halvfjerdserne er i dag delvis tonet ud i rødlige eller blålige nuancer - alt efter filmmærke, mens hundrede år ældre fotos kan stå i lysende sølv, eller som et næsten ikke synligt spor på gulligt papir.
Det grafiske tryk har en skræmmende lang holdbarhedstid. De brugte pigmenter og trykpapirer holder sig uændret i århundreder. Fotogravuren fikserer derfor det affotograferede øjeblik ind i en ufattelig lang tidshorisont, antageligt - i al absurditet - langt ud over det betydningsbærende i billedets varighed.
[Ab]sence er som sådan et forsøg på yderligere at udsætte Døden, og flytte den ud i en fjern fremtid, hvor den først vil indtræde når det aftrykte Nu går til grunde.

Glas
Måske var det bare fordi de første der bød mig indenfor ikke selv fotograferede, men agerede i andres billedrum. Måske var de bare dårligt huskende og dårligt seende, eller måske virker konserveringen kun, hvis du virkelig har rørt og følt og levet det afbildede gennem kameraets vindu.
Jeg havde forventet en strøm af vakt erindring (som i min indsamling ville være sekundær), men her var kun fotografier af ukendte lokaliteter, og af Slægten. Vi kunne sammen gætte på substansen af steder og begivenheder. Der var frit valg, for billederne eksisterede kun på fotopapiret.
Vise, nærværende og hjertevarme mennesker, skrøbelige som ædelt glas. Dobbelt så gamle som jeg. En livsbekræftende spejling på halvvejen.
En anden har tusinder af fotos, en gang rubriceret efter rejsernes mål og tid. Nu med rensdyr blandt Roms fontæner. Han husker alle detaljer.

[ab]sence
Værktitlen er et forsøg på at sætte navn på dette at falde ind i et billede – det, på en gang at befinde sig i det fysiske rum, og samtidig at være langt inde i den række af refleksion, som et værk skal være i stand til at provokere frem. Kriteriet for udvælgelse har været om et element i det private fotografi har haft denne egenskab.
Roland Barthes har i ”Det lyse kammer” forsøgt at udskille Fotografiens særlige væsen. Han opererer med et studium, et punctum og, ikke mindst Tid (”det-har-været-hed”), som tiltrækningskræfter i visse fotos. Punctum, om det at blive ramt (stukket) følelsesmæssigt af et billedelement. Begrebet er betydningsmæssigt nærmest sammenfaldende med ab[sence]. (Teksten kan i øvrigt varmt anbefales, og ligger som en understrøm i værkserien).

Filtrering
Ingen billeder er af sig selv sprunget ud af sin egen intime kontekst. Jeg har haft de hele samlinger med mig, og givet dem tid. Fotos i mængde er blevet bladret og gransket og filtreret. Jeg har skullet lede, ikke finde, for så at gøre mine valg. Hvilke fotos, hvilken beskæring, hvor er billedet?
Samtidig er det klart for mig at jeg, for nogen samlingers vedkommende, er den sidste der ser disse billeder. (De er udenfor ejerens sanseapparat - synets nedbrydning er en udbredt tilskikkelse, og der eksisterer ikke tætte efterlevere).

Teknik
Efter udvælgelsen scannes fotoet. Herefter eksisterer det ikke længere som reference. Billede skal nu bygges op på sine egne præmisser.
Når det er lagt til rette digitalt, laves en positivfilm i trykpladens størrelse til hver farve. Pladerne til dybtryk fremstilles – der bruges lys og vand, i stedet for syre, til at frembringe fordybninger i pladen. I disse fordybninger lægges pigmentet. De enkelte farver trykkes en af gangen fra hver sin plade, over på det fugtige trykpapir.
Billederne er alt for store. Det er et nærmest umuligt forehavende at arbejde med den millimeterpræcision som teknikken kræver. Papiret udvider sig under det tonstunge pres fra trykningen, og trækker sig sammen efterhånden som fugtigheden i papiret aftager igennem de gentagne trykgange.
Det tager en dag at lave et enkelt firfarvetryk. En slidsom og tilfredsstillende kobling mellem hastighed og varighed, når det færdige tryk indfrier forventningen, eller overgår den.

Billederne
En enkelt gang næsten hele fotoet, med en let beskæring og en sløring af personen. En anden gang et frimærkestort sammenstød af rødt og grønt og blåt og gult blæst op.

- At være i det orange telt så længe at tingenes sande farver bombarderer mig, når jeg kommer ud.


- Hvidt som summen af alle farver, også i aftrykket.